Vi har nu været på en tre dages tur til Hailuogou og Mt. Gongga (prøv at google det). Et tibetansk bjergområde i Kina ca. 300 km sydvest for Chengdu. Turen startede knap så godt. Den 6½ timers køretur føltes som ét langvarigt jordskælv grundet kinesernes generelt dårlige vejarbejde, busser med dårlig fjedring og en buschauffør med ild i røven. Samtidig var bussen en turistbus fyldt med kamera- og blitzglade kinesere, og en guide der ikke snakkede andet end kinesisk. Men da vi bevægede os ud af byområdet og ind i bjergområdet, blev alt dette overskygget af synene der lå på den anden side af vinduerne. Det var som at være trådt ind i et helt andet land. Betonbygningerne var erstattet af små søde træhuse af kinesiskarkitektur. Parkeringsplader erstattet af ris og majsmarker, og i horisonten lå det flotteste og dejligt ujævne tæppe af bjerge. Og som vi langsomt kæmpede os op af de skrå og s-formede veje kunne vi kun se frem til, hvad der ventede os.
Efter vi var ankommet til byen ved foden af bjergets tinde og blevet indkvarteret på et hotel så usselt, at det lugtede dårligere end vores toilet herhjemme - som har afløb direkte ned til død og ødelæggelse – var det tid til middag. Vi kom til tibetansk festmåltid. I midten af lokalet stegte de et helt får på bål og stemningen var god. Så snart alle mennesker var kommet ind, begyndte showet, som bestod af sang og dans. Og lur mig om de hvide mennesker ikke blev budt op til fællesdans. Men det var nu rigtig sjovt, og alle ville gerne have billeder med os. Efter fåret på bålet var færdigt var det tid til at spise. Her mødte vi dog en ting som tibetanerne har til fælles med kineserne. De kan godt lide knogler. Fåret var skåret ud i helt små muldfulde som bestod af knogle, skind og lidt kød hvis man var heldig. Kineserne elskede det, men det var lidt makabert for os, så vi lod det være.
Næste dag skulle vi op af bjerget Mt. Gongga, som er 7,7 km højt, dog ikke helt op på tinden da der var skyet, desværre. Men da vi havde været vant til atmosfæren i byen i tre uger nu kunne blot det at indsuge helt frisk luft alene holde humøret oppe i et godt stykke tid. Og så var det af sted på en ca. fire timers gåtur. Naturen var betagende. Små springvand hist og her, en horisont som viste kampen mellem bjergene og skyerne og den flotte kontrast mellem planteliv og den isgletsjer, som er hvad Mt. Gongga er kendt for. Der var dog fyldt med mennesker, og det mest negative var, at alt var planlagt for os. Vi havde x antal timer til gåturen før der var frokost, der var kun én vej at gå på. Og man skulle samme vej tilbage. Men vi var bare glade for at opleve noget andet end by, dyttende bilhorn og skrigende unger. Efter frokost badede vi i en varm kilde, opvarmet af jorden. Det lyder dog mere idyllisk end det var. Eftersom det syn, der mødte os, blot var en stor swimmingpool, der lugtede af rådne æg. Men det var nu stadig fedt og en oplevelse værdig.
Om aftenen tog vores vejleder fra skolen, Joy – som havde guidet os på turen, os med ud at spise. Vi fik kylling med alt, hvad der hører med. Så jeg smagte både kyllingefod og -hjerne, og kunne skylle ned med restaurantens hjemmelavede vin fra frugter fra bjerget. Hjernen var blævret, skrøbelig og tør, og smagte ikke godt, men heller ikke dårligt – jeg er dog glad for, at jeg havde noget at skylle ned med.
Den sidste dag på tredagsturen var intet andet end en bustur, der bare skulle overstås. Det blev den og vi endte helskindede hjemme i WenJiang igen. Alt i alt var det en rigtig fed tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar