Første indtryk fra Kina

Nǐ hǎo. Så er der endeligt kommet internet i lejligheden, og bloggen kan for alvor begynde. Men hvor skal man lige starte? Der er sket så utrolig meget. Jeg kaster mig bare ud i det.

Som vi ankom til Kina og mødte vores kontaktperson i lufthavnen, skulle jeg kun bruge ca. fem sekunder på at bryde alle deres normer for, hvordan man hilser på hinanden. Man bør som udlænding ikke tilbyde sin hånd til et håndtryk – ISÆR ikke til kvinder – i stedet er det at vinke helt fint. Hvis man er så heldig at blive budt til et håndtryk så trykker man løst for at vise respekt - ikke fast - og at smile alt for meget er ikke en normal ting. Selvom jeg havde læst godt på lektien, brød jeg instinktivt alt dette da vores kontaktperson Katherine mødte os i lufthavnen. God start.

Vi er blevet indkvarteret i vores ganske udmærkede lejlighed. Alle fire sammen, med hvert vores værelse. Billedet på indlægget her viser udsigten fra mit værelse. Nu hvor vi også har fået internet, mangler vi blot at få fikset vores maskemaskine og at få fjernet forstoppelsen i vores toilet, så det er rart, at alt snart er på plads, så vi kan begynde at føle sig hjemme. Kinesere er generelt meget dårlige til at fortælle, hvad der foregår eller kommer til at foregå, så uvisheden var i starten meget træls, men nu er vi endelig ved at indfinde os i hverdagen.

Vi er en livsfare for trafikken. Folk har en ukuelig tendens til at vende sig om og stikke hovederne ud af deres biler eller taxicykler for at stirre på os når de kører forbi, også selv om de er godt oppe i fart. Derudover er trafikken også et kaos i sig selv. Vi har kunnet konkludere, at alle kinesere må være medfødt rød/grøn farveblindhed, da lyskrydsene på ingen måde respekteres, og folk kører ind og ud mellem hinanden.
Vejret er utilregneligt. Luftfugtigheden er absurd høj, så de 25 grader – som det var i de første par dage - føltes som 30. Det regner en hel del, dog heldigvis mest om natten. Oftest er himlen dog blot én stor tåget, grå og halvdeprimerende skyplamage. Dette skyldes ikke smog – som i andre kinesiske storbyer – men er fordi byen ligger i en dal mellem bjergene. Men et eller andet sted var det, i de første dage, faktisk meget rart at horisonten var begrænset til et par hundrede meter, da det uden ville have været umuligt at suge alle indtrykkene til sig. For vi er altså endnu ikke kommet helt ind i en hverdag, og der sker stadig nye og spændende ting hver dag. Man savner godt nok den blå himmel, som man desværre sjældent ser.
På børnehaven går det godt. Børnene er utrolig kære og selv på den første dag, gik der ikke meget mere end fem minutter, før de kravlede op og ned af en. Vi fik dog en halv rodet start på børnehaven, hvor vi skulle skifte mellem forskellige klasser, men nu ser det ud til, at vi er kommet ind i den, vi skal blive i – og for mig er det en rigtig god klasse. Klassen hedder ”Happy class” og det passer perfekt til både lærernes og børnenes indstilling. Der er dog rimelig mange forventninger til vores pædagogiske evner, og allerede nu skal vi stå for sange, lege og undervisning af børnene. Jeg fik dog rigtig meget ros af lærerne i dag efter ”circle time” delen om morgenen, hvor vi sidder i en rundkreds i tre kvarter, og hvor de udenlandske lærere er in charge. En arbejdsdag er normalt fra 8:30 om morgenen, hvor vi kan få morgenmad med børnene, til 11:30 hvor der er frokost. Så har vi pause til 14:30 og har fri kl. ca. 17. Så man er godt træt når man kommer hjem igen, og udforskning af området bliver der mest af i weekenderne.
Som jeg nævnte er kineserne meget dårlige til at informere om, hvad der skal ske, og i mandags fik jeg (som den eneste af os fire) pludseligt at vide, at om en time skulle jeg på high school og undervise. Af introduktion fik jeg rimelig ordret: ”First introduce you, then talk about travelling. Go.” og så stod jeg pludseligt foran 36 11-årige børn og skulle undervise i 1½ time. Det blev til en del improvisering, men gik faktisk forholdsvis godt.
På trods af lidt ondt i maven grundet den stærke mad, lidt problemer med at spise med pinde og så det, at vi ikke kan vaske tøj, så kan det ikke overskygge, hvor meget sjov vi har det – både på skolen, men også med hinanden - og vi glæder os over vores tilværelse her i Kina.

PS. Den gode Mao har engang udtalt sig, at det at læse for mange bøger kan være skadeligt, men jeg tror ikke han sagde noget om internetblogge, så jeg har oprettet nogle links til de andres blogge ude til højre.