Så er der nyt fra fronten i Kina.
I forgårs og i går var det ”Parents’ Day” på skolen. (Det samme som jeg også nævnte for en måned siden, men det blev rykket et par gange.) Meningen med eventet var, at børnenes forældre skulle møde op i skolen om aftenen og gennemgå fuldstændigt samme program som børnene går om morgenen. De skulle altså behandles akkurat som børnene. Forældrene skulle derfor igennem:
- Circle time - som jeg står for.
- Center time – hvor jeg går rundt blandt de forskellige centre og snakker med børnene
- Outside time – hvor jeg skulle synge et par sange og lave nogle lege
Lærerne var meget nervøse for det hele, og rystede nærmest før vi kom i gang. Det viste sig dog at være rigtig hyggeligt, afslappende og en stor succes, da forældrene fandt hele foretagendet hylende morsomt. Og selvom det for mig var meningen at agere 100 % som jeg gør over for børnene, kunne jeg dog heller ikke lade være med at grine lidt mere, end jeg plejer. Forældrene var også væsentligt bedre til engelsk end jeg havde forestillet mig, og jeg var faktisk i stand til at føre en samtale med nogle af dem efter det hele var slut.
En anden sjov ting var også at sidde og snakke med mine lærere før forældrene ankom. Her snakkede vi som vi aldrig plejer at gøre i dagligdagen. De – tre lærere – virkede som bedste veninder og den ene, hovedlæren og den bedste til engelsk, tilbød mig også at undervise mig gratis i kinesisk hjemme hos hende i weekenderne, da hun syntes, at det var helt grotesk, at jeg betaler 20 yuan i timen (ca. 16 kr.) for kinesisk undervisning i øjeblikket, når jeg ikke får penge for at arbejde på skolen. Det har jeg tænkt mig at sige ja til i løbet af næste uge, også bare for at se, hvordan et rigtigt kinesisk hjem ser ud. Det har vi nemlig alle stadig til gode.
Og så i dag, fredag, holdte vi halloween på skolen. Det bød på gevaldig oppyntning i går og i dag med græskarudhuling og klippen og klistren. Og så om eftermiddagen iførte vi os udklædning og gik rundt til de andre klasser og trick-or-treat’ede. Jeg var personligt iført en alt for lille blomstret kjole og en gul nederdel, hvilket alle fandt uhyre underholdende. Især de andre lærere på skolen var flade af grin, og alt i alt var det bare en rigtig hyggelig eftermiddag. Dog lige bortset fra et tog af mine børn stoppede i klassen i dag, fordi de var blevet fire år, og derfor skulle rykke et klassetrin op. (Min klasse består udelukkende af treårige.)
Selvom det stadig er efterår lidt tid i nu ligger vinteren lige om hjørnet. Selvom vi stadig har det en 7-8 grader varmere end jer i Danmark, gør fugtigheden i luften det meget koldere, end det rent faktisk er. Tilmed har de varslet at denne vinter bliver en af de koldeste i lang tid – måske får de endda sne! – hvilket både lærere og børn glæder sig rigtig meget til måske at opleve. Det værste er dog deres indendørs politik afgående håndtering af kulden. For det første er der på skolen, det de kalder open-breeze-hallways, som betyder at gangenes ender fører udenfor - man er altså praktisk talt udenfor når man går inde i gangene. Samtidig er vinduerne altid åbne inde i klasserne, selvom det er koldt udenfor. Dette er fordi kineserne er overbevist om, at de temperaturskift man vil være ude for, hvis man kommer fra det kolde udenfor til det varme indenfor, vil gøre en syg. Løsningen på dette er da at tage ekstra mange jakker på selvom man er ”indenfor”. Det er ligeså absurd som det lyder, og indtil videre er det blot endnu et forfærdeligt kinesisk koncept.
Så vi frygter vinteren, og hvordan vores arbejdssituation bliver. Heldigvis kan vores airconditions herhjemme dog skrues op på 30 grader celsius, hvilket virkelig reder dagen når man kommer hjem fra arbejde.
Ellers går det strygende på arbejde. Hver morgen og de to eftermiddage om ugen jeg møder i min normale klasse, bliver jeg mødt af en række knus fra de kinesiske børn. Det startede med blot at være én pige der løb imod mig, men det vakte hurtigt opmærksomhed hos de andre børn som så det og ville være med. Så nu får jeg en håndfuldknus oveni en masse tilråb ” Eseben eller Esebenben” når jeg træder ind af døren. (I Kina laver man – oftest ved små børn - et kaldenavn ud af ens normale navn ved at gentage sidste stavelse i navnet.) Men det er virkelig dejligt at blive mødt sådan, og giver en lyst til – på trods af det kolde korte bad, den knap så interessante morgenmad, og den frysende temperatur i vores ikke isolerede køkken - at stå op hver morgen. At stå op som vi har gjort det i næsten to måneder nu. Det er utroligt så hurtigt tiden af gået, og der sker stadig nye ting hver dag. Og selv om man en gang i mellem længes hjem efter de varme bade, den bløde seng, den klare himmel og en god bøf uden ben i, er jeg nu alligevel glad for, at der stadig er fire måneders kina-tur tilbage!
