Kom jul kom sne kom gaver!

Så er det også pinligt lang tid siden jeg har fået opdateret bloggen. Det beklager jeg! Og dette er nu ikke engang, fordi der ikke sker noget i Kina - tværtimod.
Først og fremmest er det som i Danmark også i Kina blevet december, hvilket betyder jul og alt, hvad der hører med. Og selvom jeg havde forberedt mig på en kinesisk jul uden julepynt i nogen særlig grad, uden pebernødder og havregrynskugler, og at slippe for juleindkøb og stress og jag – sidstnævnte endda glædet mig til – måtte jeg tro om igen da de andre, (især pigerne) allerede i starten af november forvandlede vores fredfyldte halve times ventetid på Teacher’s office hver eftermiddag om til en hardcore julepynts produktionsstue, der på bedste samlebånds stil poppede det ene julehjerte ud efter det andet. Lidt ligesom supermarkederne i Danmark som starter julefesten lang tid før det giver den mindste mening, gik Maria ligeledes, lang tid før hun senere ville få organiseret julemandens private nissestue i Teacher’s office og Den glade Nissetrio (Mads, Sarah og Maria), selv i gang med produktionen af en guirlande som ville få Midgårdsormen til at få mindreværdskomplekser. Guirlanden var tilegnet hendes børnehaveklasse, men hun valgte dog (gudskelov) i sidste øjeblik at donere den til vores lejlighed i stedet…!
Og idet jeg ikke havde tildelt størstedelen af min fritid på juleklip, glemte at bære min nissehue under første omgang havregrynskugle lavning, (ja, der er blevet lavet havregrynskugler i flere omgange) hang et julehjerte op i rækken af 24 (én for hver dag) uden de andre overværede det og ikke følger med i bamses julekalender, som Sarah havde taget med fra Danmark, blev jeg tildelt titlen som Julegrinchen. Jeg kunne dog redde min ære, hvis jeg downloadede en bunke julemusik, Alene Hjemme julefilmen, tegnefilmen ”The Snowman” og alle 24 afsnit af ”The Julekalender”. Hvilket jeg så gjorde..
Så jul skal det nok blive i Kina – ikke fordi jeg har noget imod det, bestemt ikke! For meget af det gode var blot, hvad det var. Men selvom december måned indendørs ser ud som den ville i Danmark, er det helt anderledes udenfor. Dér er det stadig mellem 10 og 15 grader, ofte solskin og regn har vi ikke set i godt en måned. Så en anderledes jul skal vi nu nok få uanset hvad. Lige nu glæder jeg mig dog mest til, at vi får gæster den 20. december. Her kommer Mads’ kæreste Tine, vores ven Mads BR og hans ven Aske. Og de har lovet at tage blandt andet grødris med (!) så risengrøden og ris a la mande går vi heldigvis ikke glip af i år, og en form for julemiddag får vi da. Gæsterne skal bo hos os til d. 1. januar og når derfor både jul, Marias fødselsdag, Mads’ fødselsdag og nytår. Udover grødrisen glæder jeg mig især til at vise dem rundt i ”vores Kina”, og give dem noget for pengene.

Af nyt i børnehaven er, at Martha - Lolos mor (amerikanerne) - er taget hjem til Arizona. Hun var træt af Kina og gad det ikke mere. Hun er selv kommunist og havde håbet at kunne finde sig til rette i røde Kina når hun aldrig har kunnet i USA. Men det Kina hun mødte var mindst ligeså kapitalistisk som USA og ligeså marineblå, som den hue jeg for meget snart et halvt år siden tog på hovedet – utroligt så hurtigt som den tid er gået. Men Marthas fravær har også medført en del ændringer for os, egentlig mest mig. For det første var jeg den af os danske, der havde mest med dem (amerikanerne) at gøre og Martha – der som mig også er interesseret i astronomi - havde da også over flere omgange, og død seriøst, inviteret mig til at komme og bo hos dem i USA og studere på deres ganske udmærkede college i Tucson. Hvilket jeg faktisk godt kunne overveje.. Jeg snakkede endda i telefon med hende fra USA så sent som i går om netop dette. Men det er heldigvis først noget jeg skal tage stilling til om lang tid. Lige nu har jeg andre ting at vænne mig til, for eftersom Martha er taget hjem, skal nogle jo tage hendes børnehaveklasser. Jeg er derfor nu om morgenen i min normale ”Happy Class” og om eftermiddagen i ”New Class” som jeg egentlig er ret træt af, da alt i New Class netop er nyt og rodet. Det gode ved New Class er dog at børnene er 4-5 år og derfor også et stykke højere end min normale klasse. Dette medfører nemlig, at de fleste af dem ikke har den meget farlige og berygtede hoved-mod-skridt højde, som jeg har lidt meget under i Happy Class, og som har gjort mig halvparanoid, hver eneste gang jeg hører løbende børneskridt foran mig.
Af andet nyt i børnehaven har jeg hver tirsdag og torsdag nu også ”After school classes” ved 18-tiden, ligesom de andre har haft i et stykke tid. Dette er dog helt fint og giver en udemærket sum penge. Desværre er min yndlingslærer i Happy Class, Nancy, dog stoppet i børnehaven på grund af hendes graviditet. Hun var den engelsk talende af mine tre lærere, hun var hende, der havde ofret sine middagspauser på at undervise min i kinesisk, haft mig med på tehus for at lære mig at spille MahJong og hende som jeg har haft nogle gode snakke om kinesisk politik og mediedækning med. Hende kommer jeg til at savne… Men på trods af diverse ændringer i børnehaven og mine jule besatte medbeboere kan jeg dog uden problemer sagtens læne mig tilbage i stolen og nyde min plads og tilværelse i Kina!

Om glæde og tilværelsen i børnehaven

Selvom det er svært at komme op ad sengen om morgenen, og længslerne om Danmark især melder sig i det kolde brusebad, hvor man i en forgæves kamp mod varmtvandsbeholderen overbeviser sig selv om, at hvis man blot venter bare lige lidt mere, så skal det varme vand nok komme, så forsvinder al søvnen i øjnene, længslerne virker kilometer langt borte, og en ny energi bliver på magisk vis pumpet ud i kroppen, så snart man træder ind af klasselokalets dør, og bliver mødt af det dejligste børnekor råbende: "GOOD MORNING ESEBEN!!"

For jeg nyder virkelig mine daglige 5-6 timer i børnehaven, og jeg kan også mærke, at de også nyder min tilstedeværelse - både børn og voksne. Alle dagligdagens rytmer og al dens arbejde har for længst også sat sig fast på rygraden, så der skal meget til at slå os ud af kurs. I dag var der for eksempel fem fint klædte repræsentanter fra en anden to sproget børnehave i Wenjiang samt min børnehaves ledere inde og overvære mit morgenprogram. Det hele blev filmet, der blev skrevet notater og stillet spørgsmål. Det havde åbenbart været lidt af en big deal for lærerne åndende lettet op da repræsentanterne gik igen, og skolelederen kom hen og sagde "Good job" til mig.

Selvom vi kun er tilknyttet én klasse alle dage i ugen bortset fra en enkel eftermiddag, hvor vi har "baby class" - hvilket er, hvad de kalder undervisningen for klasserne med 2-årige, begynder alle de andre børn fra børnehaven også at kende os. Lolos (amerikaneren)klasse er begyndt at kalde med "Aoteman" som er en japansk superhelt - jeg tror navnet stammer fra, at jeg leger væsentligt mere med børnene udenfor end Lolo gør (jeg leger også med hans børn) og legen er oftest den samme og ret simpel; Jeg er den store monster robot som jagter alle rundt omkring på legepladsen.
Jeg har fundet en video af Aoteman her; http://www.youtube.com/watch?v=5_Xi0342dcM og jeg tager det som et kompliment at havde fået dette navn tildelt. Det skal dog også siges, at nogle af hans børn kalder mig "October" så jeg ved ikke helt, hvor meget jeg skal lægge i det.. Men det er dog stadig langt bedre end, hvordan det går for Mads! Et af hans børn i baby-class er overbevist om, at Mads er en farlig trold(!), og hun nægter at spise sin mad, hvis han er i lokalet. Så Mads får altid tilligt fri fra baby-class når børnene skal spise. :)

Men lige udover dette eksempel om Mads klarer vi os, så vidt jeg kan orientere mig, glimrende i børnehaven. Jeg har desværre ikke så mange billeder af mine børn – jeg vil ellers så gerne dele. Og jeg har prøvet at uploade en video her til bloggen et par gange, men det er internettet vist ikke glad for, så i stedet har jeg uploadet den her: http://www.easy-share.com/1912996536/Dans.wmv så de, der kunne være interesserede, selv kan downloade den. Videoen er af mine børn der danser til kæmpehittet i Kina: ”I want nobody but you”. Jeg synes i hvert fald, at de er bedårende og jeg håber, at I kan følge mine tanker.

Fest, farver og glade dage

At holde fødselsdag i Kina kan godt anbefales! I sidste uge blev jeg 20 år og jeg blev i den grad fejret! Dagen startede som den ville have gjort hjemme i Danmark; Jeg blev vækket med fødselsdagssang, til morgenmad fik jeg franskbrød med Nutella (som de andre havde købt i Carrefour – et stort fransk supermarked her i Wenjiang), og herefter var der et væld af gaver at åbne. I skolen blev der endnu en gang sunget fødselsdagssang for mig - på både engelsk og kinesisk. Til frokost inviterede skolens leder Jeannie os ud at spise, på hvad der viste sig at være en utrolig fornem restaurant. Fine middage i Kina foregår altid omkring et rundt bord med en helt masse forskellige retter i midten på en drejeskive, så meget te du kan drikke og gerne noget stærk alkohol ved siden af. Tilbage på skolen om eftermiddagen blev der så serveret fin kage med mig i centrum af ædegildet. Til aftensmad spiste vi på restaurant igen, denne gang blot os danskere og amerikaneren Lolo, og Mads, Lolo og jeg sluttede aftenen på en bar efterfulgt af nogle spil pool på en pool-bar. Værd at nævne til aftensmaden spiste vi andenæb – dvs. at vi spiste den lille smule kød der var indeni, som vist nok var tungen. Men den helt store vinder, og den ubestridte førsteplads på listen over ulækre ting vi har smagt i Kina kom også til maden. Det var dog en drik.. Vi drak heste pik(!). Og som kineserne sagde: ”Not just horse dick. All kinds of dick”. Det menes åbenbart at gøre mænd stærkere. Det værste var, at vi fik af vide, hvad vi drak, før vi drak det. Men ned kom det, og det smagte blot af meget stærk alkohol. Jeg var dog lidt skeptisk og tog derfor et billede af det på vej ud, og spurgte næste dag min lærer om, hvad det var. Hun svarede, at det var noget der mindede om risbrændevin.. Og altså ikke havde noget dyrs kønsorganer at gøre, og vi blev overbevist om at kineserne havde taget gas på os. Men før I begynder at dømme os som naive og godtroende så har vi, til vores forsvar, i Kina erfaret, at der ingen grænser er for, hvad de spiser og drikker. Og horse dick overraskede os egentlig ikke så meget. Og vi spurgte da også en tredje, som bekræftede, at det rent faktisk var hestepik vi havde drukket. Samtidig lavede vi nogle google søgninger, og jo, hestepik er en drik i Kina, så den var vidst god nok i første omgang. 

Vi har også været på vores første besøg hos frisøren i Kina. Maria ville have farvet hendes hår, Sarah ville have krøller, jeg ville bare gerne klippes. Vi havde heldigvis en oversætter med til at forklare, hvordan det hele skulle klippes. Jeg bad om blot at blive klippet kortere, men ikke alt for kort. Vi fik vasket håret to gange, både før og efter klipningen med både shampoo og balsam, samt masseret hovedbunden. Undervejs i klipningen, og på et tidspunkt, hvor jeg synes, at jeg måtte være ved at være færdig, tager han (frisøren – alle frisører er mænd i Kina. Vi ved ikke hvorfor) så pludseligt fat i mit pandehår. Og jeg ender med den typiske kinesiske drengefrisure med meget kort hår, og ikke noget pandehår.. Det gode ved det er, at mine høje tindinger slet ikke virker så høje mere. Jeg har dog nu en pande på størrelse med Dennis Ritters..

Og så i weekenden var vi så i byen i Chengdu for at fejre mine 20 år. Nu er jeg jo hverken verdenskendt popsanger eller filmstjerne. Men når man går ind i et diskotek i Kina, skulle man tro det. Du kan ikke gå nogle vegne uden at blive kaldt hen til nogle, der vil snakke med dig, tilbyde dig øl og cigaretter eller have dig med ud og danse. Opmærksomheden var langt større end den er i det normale gadebillede, hvor folk blot råber ”Hello” – selv fra den anden side af gaden – og så fniser og kigger væk, når man svarer. Det blev en rigtig god aften med nye bekendtskaber, massere af grin og lidt for mange øl. Vi skal helt sikkert af sted igen snart!

Oktoberhygge

Så er der nyt fra fronten i Kina.
I forgårs og i går var det ”Parents’ Day” på skolen. (Det samme som jeg også nævnte for en måned siden, men det blev rykket et par gange.) Meningen med eventet var, at børnenes forældre skulle møde op i skolen om aftenen og gennemgå fuldstændigt samme program som børnene går om morgenen. De skulle altså behandles akkurat som børnene. Forældrene skulle derfor igennem:

- Circle time - som jeg står for.
- Center time – hvor jeg går rundt blandt de forskellige centre og snakker med børnene
- Outside time – hvor jeg skulle synge et par sange og lave nogle lege

Lærerne var meget nervøse for det hele, og rystede nærmest før vi kom i gang. Det viste sig dog at være rigtig hyggeligt, afslappende og en stor succes, da forældrene fandt hele foretagendet hylende morsomt. Og selvom det for mig var meningen at agere 100 % som jeg gør over for børnene, kunne jeg dog heller ikke lade være med at grine lidt mere, end jeg plejer. Forældrene var også væsentligt bedre til engelsk end jeg havde forestillet mig, og jeg var faktisk i stand til at føre en samtale med nogle af dem efter det hele var slut.
En anden sjov ting var også at sidde og snakke med mine lærere før forældrene ankom. Her snakkede vi som vi aldrig plejer at gøre i dagligdagen. De – tre lærere – virkede som bedste veninder og den ene, hovedlæren og den bedste til engelsk, tilbød mig også at undervise mig gratis i kinesisk hjemme hos hende i weekenderne, da hun syntes, at det var helt grotesk, at jeg betaler 20 yuan i timen (ca. 16 kr.) for kinesisk undervisning i øjeblikket, når jeg ikke får penge for at arbejde på skolen. Det har jeg tænkt mig at sige ja til i løbet af næste uge, også bare for at se, hvordan et rigtigt kinesisk hjem ser ud. Det har vi nemlig alle stadig til gode.

Og så i dag, fredag, holdte vi halloween på skolen. Det bød på gevaldig oppyntning i går og i dag med græskarudhuling og klippen og klistren. Og så om eftermiddagen iførte vi os udklædning og gik rundt til de andre klasser og trick-or-treat’ede. Jeg var personligt iført en alt for lille blomstret kjole og en gul nederdel, hvilket alle fandt uhyre underholdende. Især de andre lærere på skolen var flade af grin, og alt i alt var det bare en rigtig hyggelig eftermiddag. Dog lige bortset fra et tog af mine børn stoppede i klassen i dag, fordi de var blevet fire år, og derfor skulle rykke et klassetrin op. (Min klasse består udelukkende af treårige.)

Selvom det stadig er efterår lidt tid i nu ligger vinteren lige om hjørnet. Selvom vi stadig har det en 7-8 grader varmere end jer i Danmark, gør fugtigheden i luften det meget koldere, end det rent faktisk er. Tilmed har de varslet at denne vinter bliver en af de koldeste i lang tid – måske får de endda sne! – hvilket både lærere og børn glæder sig rigtig meget til måske at opleve. Det værste er dog deres indendørs politik afgående håndtering af kulden. For det første er der på skolen, det de kalder open-breeze-hallways, som betyder at gangenes ender fører udenfor - man er altså praktisk talt udenfor når man går inde i gangene. Samtidig er vinduerne altid åbne inde i klasserne, selvom det er koldt udenfor. Dette er fordi kineserne er overbevist om, at de temperaturskift man vil være ude for, hvis man kommer fra det kolde udenfor til det varme indenfor, vil gøre en syg. Løsningen på dette er da at tage ekstra mange jakker på selvom man er ”indenfor”. Det er ligeså absurd som det lyder, og indtil videre er det blot endnu et forfærdeligt kinesisk koncept.
Så vi frygter vinteren, og hvordan vores arbejdssituation bliver. Heldigvis kan vores airconditions herhjemme dog skrues op på 30 grader celsius, hvilket virkelig reder dagen når man kommer hjem fra arbejde.

Ellers går det strygende på arbejde. Hver morgen og de to eftermiddage om ugen jeg møder i min normale klasse, bliver jeg mødt af en række knus fra de kinesiske børn. Det startede med blot at være én pige der løb imod mig, men det vakte hurtigt opmærksomhed hos de andre børn som så det og ville være med. Så nu får jeg en håndfuldknus oveni en masse tilråb ” Eseben eller Esebenben” når jeg træder ind af døren. (I Kina laver man – oftest ved små børn - et kaldenavn ud af ens normale navn ved at gentage sidste stavelse i navnet.) Men det er virkelig dejligt at blive mødt sådan, og giver en lyst til – på trods af det kolde korte bad, den knap så interessante morgenmad, og den frysende temperatur i vores ikke isolerede køkken - at stå op hver morgen. At stå op som vi har gjort det i næsten to måneder nu. Det er utroligt så hurtigt tiden af gået, og der sker stadig nye ting hver dag. Og selv om man en gang i mellem længes hjem efter de varme bade, den bløde seng, den klare himmel og en god bøf uden ben i, er jeg nu alligevel glad for, at der stadig er fire måneders kina-tur tilbage!

Kina i overhalingsbanen

Hver morgen bliver vi vækket første gang på samme måde. Ikke af vækkeuret, men af kontrollerede eksplosioner, faldende murbrokker i affaldsskakter, boremaskiner eller andre lyde relateret til byggeriet på tværs af vores gade. Vi er dog langt fra de eneste boligblokke i området, der vågner sådan. Faktisk, hvor end du drejer hovedet på en gåtur i nabolaget er der nybyggeri i fuld gang. Nye højhuse, skoler, karaokebarer - dem kan de langt fra få nok af, spisesteder, tehuse og alt andet, der kan gøres plads til, blomstrer frem så snart muligheden byder sig. Og det er ikke kun i Wenjiang provinsen, som vi bor i, også i centrale Chengdu er udviklingen i gang. Og der bliver ikke sparet på noget – i hvert fald i Chengdu, vi har fundet slumkvarterene her i Wenjiang.

Chengdu ligner i dag den normale moderne vestlige storby. Der er McDonald, KFC, Starbucks osv. Men af hvad vi har fået fortalt, er det hele kommet i de sidste 5-6 år. Det er virkelig en by i udvikling. Det eneste byen mangler for at kunne blive fuldstændigt integreret som vestlig storby er, at den gennemsnitlige indbygger kan tale mere eller mindre et udmærket engelsk. Og det er jo så derfor, at vi er her. For også i børnehaven er der fart på. Skemaet er tæt pakket, og at kalde det en børnehave ville man kun gøre på grund af børnenes alder. For det minder mere om en skole med engelsk på skemaet.

Jeg var også meget imponeret over børnenes færdigheder som jeg ankom til skolen. Jeg ved nu heller ikke så meget om, hvor meget danske børn i alderen 2-4 selv kan gøre, men jeg blev imponeret her. Børnene spiser stort set uden at spilde, de henter papir og tørrer op, så snart de da skulle spilde. De går selv i toilet, står i kø og vasker hænder bagefter, og henter madrasser og reder selv deres seng når de skal sove til middag – så mit arbejde er dejlig nemt.

Og selv om man let kommer til at tro mindre om en kinesers intellektuelle færdigheder når man i en samtale må ty til kropssprog, fordi de ikke kan formulere sig på engelsk, skal man ikke lade sig nare. De der kan tale deres sag på engelsk er utroligt skarpe – det er dog heller ikke overraskende når de går i skole så lang tid. Mine high school elever måder kl. 7:30 og har fri kl. 22:00.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Kina er på vej til, og skal nok blive den næste supermagt i verden, det er kun et spørgsmål om tid. Og hvis de ender med at opgive at lære engelsk, skulle det ikke overraske mig særlig meget hvis skolerne i resten af verden om hundrede år i stedet har kinesisk på skemaet..

På tredagstur i bjergene

Vi har nu været på en tre dages tur til Hailuogou og Mt. Gongga (prøv at google det). Et tibetansk bjergområde i Kina ca. 300 km sydvest for Chengdu. Turen startede knap så godt. Den 6½ timers køretur føltes som ét langvarigt jordskælv grundet kinesernes generelt dårlige vejarbejde, busser med dårlig fjedring og en buschauffør med ild i røven. Samtidig var bussen en turistbus fyldt med kamera- og blitzglade kinesere, og en guide der ikke snakkede andet end kinesisk. Men da vi bevægede os ud af byområdet og ind i bjergområdet, blev alt dette overskygget af synene der lå på den anden side af vinduerne. Det var som at være trådt ind i et helt andet land. Betonbygningerne var erstattet af små søde træhuse af kinesiskarkitektur. Parkeringsplader erstattet af ris og majsmarker, og i horisonten lå det flotteste og dejligt ujævne tæppe af bjerge. Og som vi langsomt kæmpede os op af de skrå og s-formede veje kunne vi kun se frem til, hvad der ventede os.

Efter vi var ankommet til byen ved foden af bjergets tinde og blevet indkvarteret på et hotel så usselt, at det lugtede dårligere end vores toilet herhjemme - som har afløb direkte ned til død og ødelæggelse – var det tid til middag. Vi kom til tibetansk festmåltid. I midten af lokalet stegte de et helt får på bål og stemningen var god. Så snart alle mennesker var kommet ind, begyndte showet, som bestod af sang og dans. Og lur mig om de hvide mennesker ikke blev budt op til fællesdans. Men det var nu rigtig sjovt, og alle ville gerne have billeder med os. Efter fåret på bålet var færdigt var det tid til at spise. Her mødte vi dog en ting som tibetanerne har til fælles med kineserne. De kan godt lide knogler. Fåret var skåret ud i helt små muldfulde som bestod af knogle, skind og lidt kød hvis man var heldig. Kineserne elskede det, men det var lidt makabert for os, så vi lod det være.

Næste dag skulle vi op af bjerget Mt. Gongga, som er 7,7 km højt, dog ikke helt op på tinden da der var skyet, desværre. Men da vi havde været vant til atmosfæren i byen i tre uger nu kunne blot det at indsuge helt frisk luft alene holde humøret oppe i et godt stykke tid. Og så var det af sted på en ca. fire timers gåtur. Naturen var betagende. Små springvand hist og her, en horisont som viste kampen mellem bjergene og skyerne og den flotte kontrast mellem planteliv og den isgletsjer, som er hvad Mt. Gongga er kendt for. Der var dog fyldt med mennesker, og det mest negative var, at alt var planlagt for os. Vi havde x antal timer til gåturen før der var frokost, der var kun én vej at gå på. Og man skulle samme vej tilbage. Men vi var bare glade for at opleve noget andet end by, dyttende bilhorn og skrigende unger. Efter frokost badede vi i en varm kilde, opvarmet af jorden. Det lyder dog mere idyllisk end det var. Eftersom det syn, der mødte os, blot var en stor swimmingpool, der lugtede af rådne æg. Men det var nu stadig fedt og en oplevelse værdig.

Om aftenen tog vores vejleder fra skolen, Joy – som havde guidet os på turen, os med ud at spise. Vi fik kylling med alt, hvad der hører med. Så jeg smagte både kyllingefod og -hjerne, og kunne skylle ned med restaurantens hjemmelavede vin fra frugter fra bjerget. Hjernen var blævret, skrøbelig og tør, og smagte ikke godt, men heller ikke dårligt – jeg er dog glad for, at jeg havde noget at skylle ned med.

Den sidste dag på tredagsturen var intet andet end en bustur, der bare skulle overstås. Det blev den og vi endte helskindede hjemme i WenJiang igen. Alt i alt var det en rigtig fed tur.

På en "kold" dag i Kina

Nu hvor regnen pisker ned og blæsten suser i træerne kan man pludseligt begynde at føle sig hjemme. Dagene er begyndt at flyde sammen, og det føles ikke som længe siden, at vi kunne sige, at vi nu havde været her i én uge, så to uger og allerede i morgen bliver det tre uger. Det er nu egentlig meget rart, at tiden flyver af sted, hvilket den gør på trods af, at der sker noget nyt hver dag.

Vejret er mærkeligt. De sidste par dage har det været over 30 grader celsius, og i går toppede det med 34 grader. Så i nat var det buldrende tordenvejr og lige nu flyder regnen sammen med blæsten i lidt over 20 grader.(Det koldeste vi har været udefor indtil videre) Fugtigheden gør bare, at lige meget hvor koldt eller varmt det er, så sveder man døgnet rundt (hvilket især var et problem i den tid, hvor vaskemaskinen ikke duede, og lagret af tøj var løbet tørt).

I børnehaven går det godt. Fra i går af kunne jeg officielt sige, at jeg kunne alle navnene på de ca. 25 børn der er i min klasse (gudskelov har de engelske navne). På billeder foroven lærer Uma de andre børn nogle dansetricks. Uma går selv til dans om aftenen, så hun er en af den slags børn med et presset dagsskema. Både børnene og lærerne er glade og vil gerne snakke. Dog har børnene endnu ikke forstået, at jeg ikke kan tale kinesisk med dem.. Men de er nu utrolig søde og jeg er glad for at være der. Jeg har også fået en del ros for min ”Circle time” som vi afholder om morgenen, og den midlertidige leder Zoey var også inde at overvære den i går, fordi mine lærerne syntes jeg var klar til det. (Zoey skal vidst rundt og overvære os alle sammen et par gange). På mandag er det Parents’ Day på børnehaven, hvilket indebærer, at forældrene kommer op på skolen om aftenen fra 18-20, hvor vi så skal afholde Circle time med dem, på samme måde som vi gør det for børnene. Det skal nok blive sjovt, men de kinesiske lærere er meget meget nervøse for, om det hele går godt. Jeg snakkede med en af de kinesiske lærere fra børnehaven i dag om at få nogle lektioner i kinesisk, og det tror jeg, at vi begynder til i næste uge. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

På high school’en som jeg underviser tre klasser i hver mandag går det fint. Jeg får dog brug for en kinesisk oversætter til de yngste af eleverne, da de hverken kan meget engelsk eller at holde sig i ro. Jeg har dog spillet badminton med dem i frikvartererne, sidst stod de 20 børn på række og skiftedes til at tabe én bold til mig. Det var meget sjovt, og folk stod i en kødrand omkring og kiggede på. Hertil er pigerne helt vilde med amerikaneren Lolo og jeg, og bare i går da vi var på high school, ville tre generte piger gerne have mit telefonnummer. De fik det dog ikke, men det er nu meget sjovt. Ellers er alle rigtig glade for blot at komme hen og sige ”Hello!” og så fnise og gå igen.

Fra i morgen af d. 22 og til den 24. har vi ferie i forbindelse med måne festivallen. Vi har dog været på arbejde i søndags og skal også på mandag, så vi kunne få fri i disse dage. Sådan er deres system, og alle kinesere gør det, det er bare lidt mærkeligt. Men i disse tre dage skal vi bo på et bjerg i et tibetansk inspireret område i vest Sichuan – som jo grænser op til Tibet. Hvad vi har fået at vide om stedet lyder rigtig fedt og vi ser frem til turen. Herefter skal vi så arbejde mandag til torsdag i næste uge, hvorefter vi så har ferie fra d. 1 til d. 7. I den uge regner vi med, selv at tage på en tre dages tur til et buddhistisk bjerg nær Chengdu, en tur som ligeledes lyder rigtig fed. Jeg lover, at næste blog indlæg nok skal være fyldt med nogle seje rejseanekdoter.

Første indtryk fra Kina

Nǐ hǎo. Så er der endeligt kommet internet i lejligheden, og bloggen kan for alvor begynde. Men hvor skal man lige starte? Der er sket så utrolig meget. Jeg kaster mig bare ud i det.

Som vi ankom til Kina og mødte vores kontaktperson i lufthavnen, skulle jeg kun bruge ca. fem sekunder på at bryde alle deres normer for, hvordan man hilser på hinanden. Man bør som udlænding ikke tilbyde sin hånd til et håndtryk – ISÆR ikke til kvinder – i stedet er det at vinke helt fint. Hvis man er så heldig at blive budt til et håndtryk så trykker man løst for at vise respekt - ikke fast - og at smile alt for meget er ikke en normal ting. Selvom jeg havde læst godt på lektien, brød jeg instinktivt alt dette da vores kontaktperson Katherine mødte os i lufthavnen. God start.

Vi er blevet indkvarteret i vores ganske udmærkede lejlighed. Alle fire sammen, med hvert vores værelse. Billedet på indlægget her viser udsigten fra mit værelse. Nu hvor vi også har fået internet, mangler vi blot at få fikset vores maskemaskine og at få fjernet forstoppelsen i vores toilet, så det er rart, at alt snart er på plads, så vi kan begynde at føle sig hjemme. Kinesere er generelt meget dårlige til at fortælle, hvad der foregår eller kommer til at foregå, så uvisheden var i starten meget træls, men nu er vi endelig ved at indfinde os i hverdagen.

Vi er en livsfare for trafikken. Folk har en ukuelig tendens til at vende sig om og stikke hovederne ud af deres biler eller taxicykler for at stirre på os når de kører forbi, også selv om de er godt oppe i fart. Derudover er trafikken også et kaos i sig selv. Vi har kunnet konkludere, at alle kinesere må være medfødt rød/grøn farveblindhed, da lyskrydsene på ingen måde respekteres, og folk kører ind og ud mellem hinanden.
Vejret er utilregneligt. Luftfugtigheden er absurd høj, så de 25 grader – som det var i de første par dage - føltes som 30. Det regner en hel del, dog heldigvis mest om natten. Oftest er himlen dog blot én stor tåget, grå og halvdeprimerende skyplamage. Dette skyldes ikke smog – som i andre kinesiske storbyer – men er fordi byen ligger i en dal mellem bjergene. Men et eller andet sted var det, i de første dage, faktisk meget rart at horisonten var begrænset til et par hundrede meter, da det uden ville have været umuligt at suge alle indtrykkene til sig. For vi er altså endnu ikke kommet helt ind i en hverdag, og der sker stadig nye og spændende ting hver dag. Man savner godt nok den blå himmel, som man desværre sjældent ser.
På børnehaven går det godt. Børnene er utrolig kære og selv på den første dag, gik der ikke meget mere end fem minutter, før de kravlede op og ned af en. Vi fik dog en halv rodet start på børnehaven, hvor vi skulle skifte mellem forskellige klasser, men nu ser det ud til, at vi er kommet ind i den, vi skal blive i – og for mig er det en rigtig god klasse. Klassen hedder ”Happy class” og det passer perfekt til både lærernes og børnenes indstilling. Der er dog rimelig mange forventninger til vores pædagogiske evner, og allerede nu skal vi stå for sange, lege og undervisning af børnene. Jeg fik dog rigtig meget ros af lærerne i dag efter ”circle time” delen om morgenen, hvor vi sidder i en rundkreds i tre kvarter, og hvor de udenlandske lærere er in charge. En arbejdsdag er normalt fra 8:30 om morgenen, hvor vi kan få morgenmad med børnene, til 11:30 hvor der er frokost. Så har vi pause til 14:30 og har fri kl. ca. 17. Så man er godt træt når man kommer hjem igen, og udforskning af området bliver der mest af i weekenderne.
Som jeg nævnte er kineserne meget dårlige til at informere om, hvad der skal ske, og i mandags fik jeg (som den eneste af os fire) pludseligt at vide, at om en time skulle jeg på high school og undervise. Af introduktion fik jeg rimelig ordret: ”First introduce you, then talk about travelling. Go.” og så stod jeg pludseligt foran 36 11-årige børn og skulle undervise i 1½ time. Det blev til en del improvisering, men gik faktisk forholdsvis godt.
På trods af lidt ondt i maven grundet den stærke mad, lidt problemer med at spise med pinde og så det, at vi ikke kan vaske tøj, så kan det ikke overskygge, hvor meget sjov vi har det – både på skolen, men også med hinanden - og vi glæder os over vores tilværelse her i Kina.

PS. Den gode Mao har engang udtalt sig, at det at læse for mange bøger kan være skadeligt, men jeg tror ikke han sagde noget om internetblogge, så jeg har oprettet nogle links til de andres blogge ude til højre.

That's one small step for mankind, one giant leap for me

Velkommen til bloggen!

Så er det dagen før afrejse, og hvor er jeg bare spændt! I de fire måneder, hvor jeg har vidst, jeg skulle af sted, har jeg, som dagene er gået, glædet mig gradvist mere og mere, og nu kan jeg bare ikke vente mere. Dog har nervøsiteten, som i de sidste par dage har stået udenfor og banket på døren med tungere og tungere slag, nu trådt indenfor og meldt sin ankomst. For med en rejse som denne er det meget, man må sige midlertidigt farvel til, og for en stund lægge bag sig. Dog kan det ikke overskygge, hvor meget jeg glæder mig til at komme af sted, og alt hvad det indebærer. Jeg er så klar til at opleve Kina, dets mennesker, deres skikke, byens farver og lugte, smage deres mærkelige mad og bare opleve en rigtig storby (Chengdu har omtrent 11,5 millioner mennesker og et areal større end Fyn og Sjælland lagt sammen). Jeg glæder mig til at møde børnene jeg skal passe og undervise, menneskene jeg skal arbejde med og lære de tre jeg skal rejse med at kende (Holdet består af Maria, Sarah, Mads og jeg selv, hvor jeg heraf jo kender Mads fra gymnasiet). Jeg glæder mig til at pakke ud i lejligheden, hvor vi skal bo, danne mig et nyt midlertidigt hjem og bare kunne sige tanken højt for mig selv ”Jeg er i Kina lige nu!”. Alt i alt glæder jeg mig til oplevelser og eventyr.

Og jeg er efterhånden så godt som klar. Jeg er blevet vaccineret for alskens ting og sager og har købt rejseforsikring og visum. Jeg har forsøgt mig med at lære en smule kinesisk ved hjælp af Youtube – det er dog ikke blevet til særligt meget mere end, at jeg nu kan ytre mig om, hvad jeg hedder, tallene 1-99, og nogle enkelte nyttige strofer, som ”Nej tak, jeg vil helst ikke have organer i min mad..”. Mentalt er jeg rimelig afklaret om, hvad der står for skud, fysisk er jeg på vej, men er endnu ikke helt færdig med at pakke – det var mere interessant at komme i gang med bloggen her. Jeg har fået sagt farvel til de fleste nære venner og det meste familie, manglende er den sørgmodige afsked på Århus hovedbanegård i morgen. Dét og den ti timer lange flyvetur må være de to ting, jeg ikke ser specielt meget frem til.

Lige nu sidder jeg og skriver dette fra mit værelse i gode gamle Viby, og tanken og uvisheden om, hvorfra jeg mon skriver næste blogindlæg, får det til at krible af spænding i hele kroppen. Jeg vil forsøge at holde denne blog opdateret løbende med et par indlæg om måneden, dog har jeg fundet ud af, at blogspot.com – ligesom så mange andre internetsider i Kina – er blokeret. En blokade som dog skulle være til at komme udenom. Hvis ikke.. så.. finder jeg ud af noget. Ellers har jeg ikke meget mere at fortælle om nu, men det kan jeg godt love, at der kommer.

See you on the other side!