Om glæde og tilværelsen i børnehaven

Selvom det er svært at komme op ad sengen om morgenen, og længslerne om Danmark især melder sig i det kolde brusebad, hvor man i en forgæves kamp mod varmtvandsbeholderen overbeviser sig selv om, at hvis man blot venter bare lige lidt mere, så skal det varme vand nok komme, så forsvinder al søvnen i øjnene, længslerne virker kilometer langt borte, og en ny energi bliver på magisk vis pumpet ud i kroppen, så snart man træder ind af klasselokalets dør, og bliver mødt af det dejligste børnekor råbende: "GOOD MORNING ESEBEN!!"

For jeg nyder virkelig mine daglige 5-6 timer i børnehaven, og jeg kan også mærke, at de også nyder min tilstedeværelse - både børn og voksne. Alle dagligdagens rytmer og al dens arbejde har for længst også sat sig fast på rygraden, så der skal meget til at slå os ud af kurs. I dag var der for eksempel fem fint klædte repræsentanter fra en anden to sproget børnehave i Wenjiang samt min børnehaves ledere inde og overvære mit morgenprogram. Det hele blev filmet, der blev skrevet notater og stillet spørgsmål. Det havde åbenbart været lidt af en big deal for lærerne åndende lettet op da repræsentanterne gik igen, og skolelederen kom hen og sagde "Good job" til mig.

Selvom vi kun er tilknyttet én klasse alle dage i ugen bortset fra en enkel eftermiddag, hvor vi har "baby class" - hvilket er, hvad de kalder undervisningen for klasserne med 2-årige, begynder alle de andre børn fra børnehaven også at kende os. Lolos (amerikaneren)klasse er begyndt at kalde med "Aoteman" som er en japansk superhelt - jeg tror navnet stammer fra, at jeg leger væsentligt mere med børnene udenfor end Lolo gør (jeg leger også med hans børn) og legen er oftest den samme og ret simpel; Jeg er den store monster robot som jagter alle rundt omkring på legepladsen.
Jeg har fundet en video af Aoteman her; http://www.youtube.com/watch?v=5_Xi0342dcM og jeg tager det som et kompliment at havde fået dette navn tildelt. Det skal dog også siges, at nogle af hans børn kalder mig "October" så jeg ved ikke helt, hvor meget jeg skal lægge i det.. Men det er dog stadig langt bedre end, hvordan det går for Mads! Et af hans børn i baby-class er overbevist om, at Mads er en farlig trold(!), og hun nægter at spise sin mad, hvis han er i lokalet. Så Mads får altid tilligt fri fra baby-class når børnene skal spise. :)

Men lige udover dette eksempel om Mads klarer vi os, så vidt jeg kan orientere mig, glimrende i børnehaven. Jeg har desværre ikke så mange billeder af mine børn – jeg vil ellers så gerne dele. Og jeg har prøvet at uploade en video her til bloggen et par gange, men det er internettet vist ikke glad for, så i stedet har jeg uploadet den her: http://www.easy-share.com/1912996536/Dans.wmv så de, der kunne være interesserede, selv kan downloade den. Videoen er af mine børn der danser til kæmpehittet i Kina: ”I want nobody but you”. Jeg synes i hvert fald, at de er bedårende og jeg håber, at I kan følge mine tanker.

Fest, farver og glade dage

At holde fødselsdag i Kina kan godt anbefales! I sidste uge blev jeg 20 år og jeg blev i den grad fejret! Dagen startede som den ville have gjort hjemme i Danmark; Jeg blev vækket med fødselsdagssang, til morgenmad fik jeg franskbrød med Nutella (som de andre havde købt i Carrefour – et stort fransk supermarked her i Wenjiang), og herefter var der et væld af gaver at åbne. I skolen blev der endnu en gang sunget fødselsdagssang for mig - på både engelsk og kinesisk. Til frokost inviterede skolens leder Jeannie os ud at spise, på hvad der viste sig at være en utrolig fornem restaurant. Fine middage i Kina foregår altid omkring et rundt bord med en helt masse forskellige retter i midten på en drejeskive, så meget te du kan drikke og gerne noget stærk alkohol ved siden af. Tilbage på skolen om eftermiddagen blev der så serveret fin kage med mig i centrum af ædegildet. Til aftensmad spiste vi på restaurant igen, denne gang blot os danskere og amerikaneren Lolo, og Mads, Lolo og jeg sluttede aftenen på en bar efterfulgt af nogle spil pool på en pool-bar. Værd at nævne til aftensmaden spiste vi andenæb – dvs. at vi spiste den lille smule kød der var indeni, som vist nok var tungen. Men den helt store vinder, og den ubestridte førsteplads på listen over ulækre ting vi har smagt i Kina kom også til maden. Det var dog en drik.. Vi drak heste pik(!). Og som kineserne sagde: ”Not just horse dick. All kinds of dick”. Det menes åbenbart at gøre mænd stærkere. Det værste var, at vi fik af vide, hvad vi drak, før vi drak det. Men ned kom det, og det smagte blot af meget stærk alkohol. Jeg var dog lidt skeptisk og tog derfor et billede af det på vej ud, og spurgte næste dag min lærer om, hvad det var. Hun svarede, at det var noget der mindede om risbrændevin.. Og altså ikke havde noget dyrs kønsorganer at gøre, og vi blev overbevist om at kineserne havde taget gas på os. Men før I begynder at dømme os som naive og godtroende så har vi, til vores forsvar, i Kina erfaret, at der ingen grænser er for, hvad de spiser og drikker. Og horse dick overraskede os egentlig ikke så meget. Og vi spurgte da også en tredje, som bekræftede, at det rent faktisk var hestepik vi havde drukket. Samtidig lavede vi nogle google søgninger, og jo, hestepik er en drik i Kina, så den var vidst god nok i første omgang. 

Vi har også været på vores første besøg hos frisøren i Kina. Maria ville have farvet hendes hår, Sarah ville have krøller, jeg ville bare gerne klippes. Vi havde heldigvis en oversætter med til at forklare, hvordan det hele skulle klippes. Jeg bad om blot at blive klippet kortere, men ikke alt for kort. Vi fik vasket håret to gange, både før og efter klipningen med både shampoo og balsam, samt masseret hovedbunden. Undervejs i klipningen, og på et tidspunkt, hvor jeg synes, at jeg måtte være ved at være færdig, tager han (frisøren – alle frisører er mænd i Kina. Vi ved ikke hvorfor) så pludseligt fat i mit pandehår. Og jeg ender med den typiske kinesiske drengefrisure med meget kort hår, og ikke noget pandehår.. Det gode ved det er, at mine høje tindinger slet ikke virker så høje mere. Jeg har dog nu en pande på størrelse med Dennis Ritters..

Og så i weekenden var vi så i byen i Chengdu for at fejre mine 20 år. Nu er jeg jo hverken verdenskendt popsanger eller filmstjerne. Men når man går ind i et diskotek i Kina, skulle man tro det. Du kan ikke gå nogle vegne uden at blive kaldt hen til nogle, der vil snakke med dig, tilbyde dig øl og cigaretter eller have dig med ud og danse. Opmærksomheden var langt større end den er i det normale gadebillede, hvor folk blot råber ”Hello” – selv fra den anden side af gaden – og så fniser og kigger væk, når man svarer. Det blev en rigtig god aften med nye bekendtskaber, massere af grin og lidt for mange øl. Vi skal helt sikkert af sted igen snart!