På tredagstur i bjergene

Vi har nu været på en tre dages tur til Hailuogou og Mt. Gongga (prøv at google det). Et tibetansk bjergområde i Kina ca. 300 km sydvest for Chengdu. Turen startede knap så godt. Den 6½ timers køretur føltes som ét langvarigt jordskælv grundet kinesernes generelt dårlige vejarbejde, busser med dårlig fjedring og en buschauffør med ild i røven. Samtidig var bussen en turistbus fyldt med kamera- og blitzglade kinesere, og en guide der ikke snakkede andet end kinesisk. Men da vi bevægede os ud af byområdet og ind i bjergområdet, blev alt dette overskygget af synene der lå på den anden side af vinduerne. Det var som at være trådt ind i et helt andet land. Betonbygningerne var erstattet af små søde træhuse af kinesiskarkitektur. Parkeringsplader erstattet af ris og majsmarker, og i horisonten lå det flotteste og dejligt ujævne tæppe af bjerge. Og som vi langsomt kæmpede os op af de skrå og s-formede veje kunne vi kun se frem til, hvad der ventede os.

Efter vi var ankommet til byen ved foden af bjergets tinde og blevet indkvarteret på et hotel så usselt, at det lugtede dårligere end vores toilet herhjemme - som har afløb direkte ned til død og ødelæggelse – var det tid til middag. Vi kom til tibetansk festmåltid. I midten af lokalet stegte de et helt får på bål og stemningen var god. Så snart alle mennesker var kommet ind, begyndte showet, som bestod af sang og dans. Og lur mig om de hvide mennesker ikke blev budt op til fællesdans. Men det var nu rigtig sjovt, og alle ville gerne have billeder med os. Efter fåret på bålet var færdigt var det tid til at spise. Her mødte vi dog en ting som tibetanerne har til fælles med kineserne. De kan godt lide knogler. Fåret var skåret ud i helt små muldfulde som bestod af knogle, skind og lidt kød hvis man var heldig. Kineserne elskede det, men det var lidt makabert for os, så vi lod det være.

Næste dag skulle vi op af bjerget Mt. Gongga, som er 7,7 km højt, dog ikke helt op på tinden da der var skyet, desværre. Men da vi havde været vant til atmosfæren i byen i tre uger nu kunne blot det at indsuge helt frisk luft alene holde humøret oppe i et godt stykke tid. Og så var det af sted på en ca. fire timers gåtur. Naturen var betagende. Små springvand hist og her, en horisont som viste kampen mellem bjergene og skyerne og den flotte kontrast mellem planteliv og den isgletsjer, som er hvad Mt. Gongga er kendt for. Der var dog fyldt med mennesker, og det mest negative var, at alt var planlagt for os. Vi havde x antal timer til gåturen før der var frokost, der var kun én vej at gå på. Og man skulle samme vej tilbage. Men vi var bare glade for at opleve noget andet end by, dyttende bilhorn og skrigende unger. Efter frokost badede vi i en varm kilde, opvarmet af jorden. Det lyder dog mere idyllisk end det var. Eftersom det syn, der mødte os, blot var en stor swimmingpool, der lugtede af rådne æg. Men det var nu stadig fedt og en oplevelse værdig.

Om aftenen tog vores vejleder fra skolen, Joy – som havde guidet os på turen, os med ud at spise. Vi fik kylling med alt, hvad der hører med. Så jeg smagte både kyllingefod og -hjerne, og kunne skylle ned med restaurantens hjemmelavede vin fra frugter fra bjerget. Hjernen var blævret, skrøbelig og tør, og smagte ikke godt, men heller ikke dårligt – jeg er dog glad for, at jeg havde noget at skylle ned med.

Den sidste dag på tredagsturen var intet andet end en bustur, der bare skulle overstås. Det blev den og vi endte helskindede hjemme i WenJiang igen. Alt i alt var det en rigtig fed tur.

På en "kold" dag i Kina

Nu hvor regnen pisker ned og blæsten suser i træerne kan man pludseligt begynde at føle sig hjemme. Dagene er begyndt at flyde sammen, og det føles ikke som længe siden, at vi kunne sige, at vi nu havde været her i én uge, så to uger og allerede i morgen bliver det tre uger. Det er nu egentlig meget rart, at tiden flyver af sted, hvilket den gør på trods af, at der sker noget nyt hver dag.

Vejret er mærkeligt. De sidste par dage har det været over 30 grader celsius, og i går toppede det med 34 grader. Så i nat var det buldrende tordenvejr og lige nu flyder regnen sammen med blæsten i lidt over 20 grader.(Det koldeste vi har været udefor indtil videre) Fugtigheden gør bare, at lige meget hvor koldt eller varmt det er, så sveder man døgnet rundt (hvilket især var et problem i den tid, hvor vaskemaskinen ikke duede, og lagret af tøj var løbet tørt).

I børnehaven går det godt. Fra i går af kunne jeg officielt sige, at jeg kunne alle navnene på de ca. 25 børn der er i min klasse (gudskelov har de engelske navne). På billeder foroven lærer Uma de andre børn nogle dansetricks. Uma går selv til dans om aftenen, så hun er en af den slags børn med et presset dagsskema. Både børnene og lærerne er glade og vil gerne snakke. Dog har børnene endnu ikke forstået, at jeg ikke kan tale kinesisk med dem.. Men de er nu utrolig søde og jeg er glad for at være der. Jeg har også fået en del ros for min ”Circle time” som vi afholder om morgenen, og den midlertidige leder Zoey var også inde at overvære den i går, fordi mine lærerne syntes jeg var klar til det. (Zoey skal vidst rundt og overvære os alle sammen et par gange). På mandag er det Parents’ Day på børnehaven, hvilket indebærer, at forældrene kommer op på skolen om aftenen fra 18-20, hvor vi så skal afholde Circle time med dem, på samme måde som vi gør det for børnene. Det skal nok blive sjovt, men de kinesiske lærere er meget meget nervøse for, om det hele går godt. Jeg snakkede med en af de kinesiske lærere fra børnehaven i dag om at få nogle lektioner i kinesisk, og det tror jeg, at vi begynder til i næste uge. Det glæder jeg mig rigtig meget til!

På high school’en som jeg underviser tre klasser i hver mandag går det fint. Jeg får dog brug for en kinesisk oversætter til de yngste af eleverne, da de hverken kan meget engelsk eller at holde sig i ro. Jeg har dog spillet badminton med dem i frikvartererne, sidst stod de 20 børn på række og skiftedes til at tabe én bold til mig. Det var meget sjovt, og folk stod i en kødrand omkring og kiggede på. Hertil er pigerne helt vilde med amerikaneren Lolo og jeg, og bare i går da vi var på high school, ville tre generte piger gerne have mit telefonnummer. De fik det dog ikke, men det er nu meget sjovt. Ellers er alle rigtig glade for blot at komme hen og sige ”Hello!” og så fnise og gå igen.

Fra i morgen af d. 22 og til den 24. har vi ferie i forbindelse med måne festivallen. Vi har dog været på arbejde i søndags og skal også på mandag, så vi kunne få fri i disse dage. Sådan er deres system, og alle kinesere gør det, det er bare lidt mærkeligt. Men i disse tre dage skal vi bo på et bjerg i et tibetansk inspireret område i vest Sichuan – som jo grænser op til Tibet. Hvad vi har fået at vide om stedet lyder rigtig fedt og vi ser frem til turen. Herefter skal vi så arbejde mandag til torsdag i næste uge, hvorefter vi så har ferie fra d. 1 til d. 7. I den uge regner vi med, selv at tage på en tre dages tur til et buddhistisk bjerg nær Chengdu, en tur som ligeledes lyder rigtig fed. Jeg lover, at næste blog indlæg nok skal være fyldt med nogle seje rejseanekdoter.

Første indtryk fra Kina

Nǐ hǎo. Så er der endeligt kommet internet i lejligheden, og bloggen kan for alvor begynde. Men hvor skal man lige starte? Der er sket så utrolig meget. Jeg kaster mig bare ud i det.

Som vi ankom til Kina og mødte vores kontaktperson i lufthavnen, skulle jeg kun bruge ca. fem sekunder på at bryde alle deres normer for, hvordan man hilser på hinanden. Man bør som udlænding ikke tilbyde sin hånd til et håndtryk – ISÆR ikke til kvinder – i stedet er det at vinke helt fint. Hvis man er så heldig at blive budt til et håndtryk så trykker man løst for at vise respekt - ikke fast - og at smile alt for meget er ikke en normal ting. Selvom jeg havde læst godt på lektien, brød jeg instinktivt alt dette da vores kontaktperson Katherine mødte os i lufthavnen. God start.

Vi er blevet indkvarteret i vores ganske udmærkede lejlighed. Alle fire sammen, med hvert vores værelse. Billedet på indlægget her viser udsigten fra mit værelse. Nu hvor vi også har fået internet, mangler vi blot at få fikset vores maskemaskine og at få fjernet forstoppelsen i vores toilet, så det er rart, at alt snart er på plads, så vi kan begynde at føle sig hjemme. Kinesere er generelt meget dårlige til at fortælle, hvad der foregår eller kommer til at foregå, så uvisheden var i starten meget træls, men nu er vi endelig ved at indfinde os i hverdagen.

Vi er en livsfare for trafikken. Folk har en ukuelig tendens til at vende sig om og stikke hovederne ud af deres biler eller taxicykler for at stirre på os når de kører forbi, også selv om de er godt oppe i fart. Derudover er trafikken også et kaos i sig selv. Vi har kunnet konkludere, at alle kinesere må være medfødt rød/grøn farveblindhed, da lyskrydsene på ingen måde respekteres, og folk kører ind og ud mellem hinanden.
Vejret er utilregneligt. Luftfugtigheden er absurd høj, så de 25 grader – som det var i de første par dage - føltes som 30. Det regner en hel del, dog heldigvis mest om natten. Oftest er himlen dog blot én stor tåget, grå og halvdeprimerende skyplamage. Dette skyldes ikke smog – som i andre kinesiske storbyer – men er fordi byen ligger i en dal mellem bjergene. Men et eller andet sted var det, i de første dage, faktisk meget rart at horisonten var begrænset til et par hundrede meter, da det uden ville have været umuligt at suge alle indtrykkene til sig. For vi er altså endnu ikke kommet helt ind i en hverdag, og der sker stadig nye og spændende ting hver dag. Man savner godt nok den blå himmel, som man desværre sjældent ser.
På børnehaven går det godt. Børnene er utrolig kære og selv på den første dag, gik der ikke meget mere end fem minutter, før de kravlede op og ned af en. Vi fik dog en halv rodet start på børnehaven, hvor vi skulle skifte mellem forskellige klasser, men nu ser det ud til, at vi er kommet ind i den, vi skal blive i – og for mig er det en rigtig god klasse. Klassen hedder ”Happy class” og det passer perfekt til både lærernes og børnenes indstilling. Der er dog rimelig mange forventninger til vores pædagogiske evner, og allerede nu skal vi stå for sange, lege og undervisning af børnene. Jeg fik dog rigtig meget ros af lærerne i dag efter ”circle time” delen om morgenen, hvor vi sidder i en rundkreds i tre kvarter, og hvor de udenlandske lærere er in charge. En arbejdsdag er normalt fra 8:30 om morgenen, hvor vi kan få morgenmad med børnene, til 11:30 hvor der er frokost. Så har vi pause til 14:30 og har fri kl. ca. 17. Så man er godt træt når man kommer hjem igen, og udforskning af området bliver der mest af i weekenderne.
Som jeg nævnte er kineserne meget dårlige til at informere om, hvad der skal ske, og i mandags fik jeg (som den eneste af os fire) pludseligt at vide, at om en time skulle jeg på high school og undervise. Af introduktion fik jeg rimelig ordret: ”First introduce you, then talk about travelling. Go.” og så stod jeg pludseligt foran 36 11-årige børn og skulle undervise i 1½ time. Det blev til en del improvisering, men gik faktisk forholdsvis godt.
På trods af lidt ondt i maven grundet den stærke mad, lidt problemer med at spise med pinde og så det, at vi ikke kan vaske tøj, så kan det ikke overskygge, hvor meget sjov vi har det – både på skolen, men også med hinanden - og vi glæder os over vores tilværelse her i Kina.

PS. Den gode Mao har engang udtalt sig, at det at læse for mange bøger kan være skadeligt, men jeg tror ikke han sagde noget om internetblogge, så jeg har oprettet nogle links til de andres blogge ude til højre.