Oktoberhygge

Så er der nyt fra fronten i Kina.
I forgårs og i går var det ”Parents’ Day” på skolen. (Det samme som jeg også nævnte for en måned siden, men det blev rykket et par gange.) Meningen med eventet var, at børnenes forældre skulle møde op i skolen om aftenen og gennemgå fuldstændigt samme program som børnene går om morgenen. De skulle altså behandles akkurat som børnene. Forældrene skulle derfor igennem:

- Circle time - som jeg står for.
- Center time – hvor jeg går rundt blandt de forskellige centre og snakker med børnene
- Outside time – hvor jeg skulle synge et par sange og lave nogle lege

Lærerne var meget nervøse for det hele, og rystede nærmest før vi kom i gang. Det viste sig dog at være rigtig hyggeligt, afslappende og en stor succes, da forældrene fandt hele foretagendet hylende morsomt. Og selvom det for mig var meningen at agere 100 % som jeg gør over for børnene, kunne jeg dog heller ikke lade være med at grine lidt mere, end jeg plejer. Forældrene var også væsentligt bedre til engelsk end jeg havde forestillet mig, og jeg var faktisk i stand til at føre en samtale med nogle af dem efter det hele var slut.
En anden sjov ting var også at sidde og snakke med mine lærere før forældrene ankom. Her snakkede vi som vi aldrig plejer at gøre i dagligdagen. De – tre lærere – virkede som bedste veninder og den ene, hovedlæren og den bedste til engelsk, tilbød mig også at undervise mig gratis i kinesisk hjemme hos hende i weekenderne, da hun syntes, at det var helt grotesk, at jeg betaler 20 yuan i timen (ca. 16 kr.) for kinesisk undervisning i øjeblikket, når jeg ikke får penge for at arbejde på skolen. Det har jeg tænkt mig at sige ja til i løbet af næste uge, også bare for at se, hvordan et rigtigt kinesisk hjem ser ud. Det har vi nemlig alle stadig til gode.

Og så i dag, fredag, holdte vi halloween på skolen. Det bød på gevaldig oppyntning i går og i dag med græskarudhuling og klippen og klistren. Og så om eftermiddagen iførte vi os udklædning og gik rundt til de andre klasser og trick-or-treat’ede. Jeg var personligt iført en alt for lille blomstret kjole og en gul nederdel, hvilket alle fandt uhyre underholdende. Især de andre lærere på skolen var flade af grin, og alt i alt var det bare en rigtig hyggelig eftermiddag. Dog lige bortset fra et tog af mine børn stoppede i klassen i dag, fordi de var blevet fire år, og derfor skulle rykke et klassetrin op. (Min klasse består udelukkende af treårige.)

Selvom det stadig er efterår lidt tid i nu ligger vinteren lige om hjørnet. Selvom vi stadig har det en 7-8 grader varmere end jer i Danmark, gør fugtigheden i luften det meget koldere, end det rent faktisk er. Tilmed har de varslet at denne vinter bliver en af de koldeste i lang tid – måske får de endda sne! – hvilket både lærere og børn glæder sig rigtig meget til måske at opleve. Det værste er dog deres indendørs politik afgående håndtering af kulden. For det første er der på skolen, det de kalder open-breeze-hallways, som betyder at gangenes ender fører udenfor - man er altså praktisk talt udenfor når man går inde i gangene. Samtidig er vinduerne altid åbne inde i klasserne, selvom det er koldt udenfor. Dette er fordi kineserne er overbevist om, at de temperaturskift man vil være ude for, hvis man kommer fra det kolde udenfor til det varme indenfor, vil gøre en syg. Løsningen på dette er da at tage ekstra mange jakker på selvom man er ”indenfor”. Det er ligeså absurd som det lyder, og indtil videre er det blot endnu et forfærdeligt kinesisk koncept.
Så vi frygter vinteren, og hvordan vores arbejdssituation bliver. Heldigvis kan vores airconditions herhjemme dog skrues op på 30 grader celsius, hvilket virkelig reder dagen når man kommer hjem fra arbejde.

Ellers går det strygende på arbejde. Hver morgen og de to eftermiddage om ugen jeg møder i min normale klasse, bliver jeg mødt af en række knus fra de kinesiske børn. Det startede med blot at være én pige der løb imod mig, men det vakte hurtigt opmærksomhed hos de andre børn som så det og ville være med. Så nu får jeg en håndfuldknus oveni en masse tilråb ” Eseben eller Esebenben” når jeg træder ind af døren. (I Kina laver man – oftest ved små børn - et kaldenavn ud af ens normale navn ved at gentage sidste stavelse i navnet.) Men det er virkelig dejligt at blive mødt sådan, og giver en lyst til – på trods af det kolde korte bad, den knap så interessante morgenmad, og den frysende temperatur i vores ikke isolerede køkken - at stå op hver morgen. At stå op som vi har gjort det i næsten to måneder nu. Det er utroligt så hurtigt tiden af gået, og der sker stadig nye ting hver dag. Og selv om man en gang i mellem længes hjem efter de varme bade, den bløde seng, den klare himmel og en god bøf uden ben i, er jeg nu alligevel glad for, at der stadig er fire måneders kina-tur tilbage!

Kina i overhalingsbanen

Hver morgen bliver vi vækket første gang på samme måde. Ikke af vækkeuret, men af kontrollerede eksplosioner, faldende murbrokker i affaldsskakter, boremaskiner eller andre lyde relateret til byggeriet på tværs af vores gade. Vi er dog langt fra de eneste boligblokke i området, der vågner sådan. Faktisk, hvor end du drejer hovedet på en gåtur i nabolaget er der nybyggeri i fuld gang. Nye højhuse, skoler, karaokebarer - dem kan de langt fra få nok af, spisesteder, tehuse og alt andet, der kan gøres plads til, blomstrer frem så snart muligheden byder sig. Og det er ikke kun i Wenjiang provinsen, som vi bor i, også i centrale Chengdu er udviklingen i gang. Og der bliver ikke sparet på noget – i hvert fald i Chengdu, vi har fundet slumkvarterene her i Wenjiang.

Chengdu ligner i dag den normale moderne vestlige storby. Der er McDonald, KFC, Starbucks osv. Men af hvad vi har fået fortalt, er det hele kommet i de sidste 5-6 år. Det er virkelig en by i udvikling. Det eneste byen mangler for at kunne blive fuldstændigt integreret som vestlig storby er, at den gennemsnitlige indbygger kan tale mere eller mindre et udmærket engelsk. Og det er jo så derfor, at vi er her. For også i børnehaven er der fart på. Skemaet er tæt pakket, og at kalde det en børnehave ville man kun gøre på grund af børnenes alder. For det minder mere om en skole med engelsk på skemaet.

Jeg var også meget imponeret over børnenes færdigheder som jeg ankom til skolen. Jeg ved nu heller ikke så meget om, hvor meget danske børn i alderen 2-4 selv kan gøre, men jeg blev imponeret her. Børnene spiser stort set uden at spilde, de henter papir og tørrer op, så snart de da skulle spilde. De går selv i toilet, står i kø og vasker hænder bagefter, og henter madrasser og reder selv deres seng når de skal sove til middag – så mit arbejde er dejlig nemt.

Og selv om man let kommer til at tro mindre om en kinesers intellektuelle færdigheder når man i en samtale må ty til kropssprog, fordi de ikke kan formulere sig på engelsk, skal man ikke lade sig nare. De der kan tale deres sag på engelsk er utroligt skarpe – det er dog heller ikke overraskende når de går i skole så lang tid. Mine high school elever måder kl. 7:30 og har fri kl. 22:00.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Kina er på vej til, og skal nok blive den næste supermagt i verden, det er kun et spørgsmål om tid. Og hvis de ender med at opgive at lære engelsk, skulle det ikke overraske mig særlig meget hvis skolerne i resten af verden om hundrede år i stedet har kinesisk på skemaet..

På tredagstur i bjergene

Vi har nu været på en tre dages tur til Hailuogou og Mt. Gongga (prøv at google det). Et tibetansk bjergområde i Kina ca. 300 km sydvest for Chengdu. Turen startede knap så godt. Den 6½ timers køretur føltes som ét langvarigt jordskælv grundet kinesernes generelt dårlige vejarbejde, busser med dårlig fjedring og en buschauffør med ild i røven. Samtidig var bussen en turistbus fyldt med kamera- og blitzglade kinesere, og en guide der ikke snakkede andet end kinesisk. Men da vi bevægede os ud af byområdet og ind i bjergområdet, blev alt dette overskygget af synene der lå på den anden side af vinduerne. Det var som at være trådt ind i et helt andet land. Betonbygningerne var erstattet af små søde træhuse af kinesiskarkitektur. Parkeringsplader erstattet af ris og majsmarker, og i horisonten lå det flotteste og dejligt ujævne tæppe af bjerge. Og som vi langsomt kæmpede os op af de skrå og s-formede veje kunne vi kun se frem til, hvad der ventede os.

Efter vi var ankommet til byen ved foden af bjergets tinde og blevet indkvarteret på et hotel så usselt, at det lugtede dårligere end vores toilet herhjemme - som har afløb direkte ned til død og ødelæggelse – var det tid til middag. Vi kom til tibetansk festmåltid. I midten af lokalet stegte de et helt får på bål og stemningen var god. Så snart alle mennesker var kommet ind, begyndte showet, som bestod af sang og dans. Og lur mig om de hvide mennesker ikke blev budt op til fællesdans. Men det var nu rigtig sjovt, og alle ville gerne have billeder med os. Efter fåret på bålet var færdigt var det tid til at spise. Her mødte vi dog en ting som tibetanerne har til fælles med kineserne. De kan godt lide knogler. Fåret var skåret ud i helt små muldfulde som bestod af knogle, skind og lidt kød hvis man var heldig. Kineserne elskede det, men det var lidt makabert for os, så vi lod det være.

Næste dag skulle vi op af bjerget Mt. Gongga, som er 7,7 km højt, dog ikke helt op på tinden da der var skyet, desværre. Men da vi havde været vant til atmosfæren i byen i tre uger nu kunne blot det at indsuge helt frisk luft alene holde humøret oppe i et godt stykke tid. Og så var det af sted på en ca. fire timers gåtur. Naturen var betagende. Små springvand hist og her, en horisont som viste kampen mellem bjergene og skyerne og den flotte kontrast mellem planteliv og den isgletsjer, som er hvad Mt. Gongga er kendt for. Der var dog fyldt med mennesker, og det mest negative var, at alt var planlagt for os. Vi havde x antal timer til gåturen før der var frokost, der var kun én vej at gå på. Og man skulle samme vej tilbage. Men vi var bare glade for at opleve noget andet end by, dyttende bilhorn og skrigende unger. Efter frokost badede vi i en varm kilde, opvarmet af jorden. Det lyder dog mere idyllisk end det var. Eftersom det syn, der mødte os, blot var en stor swimmingpool, der lugtede af rådne æg. Men det var nu stadig fedt og en oplevelse værdig.

Om aftenen tog vores vejleder fra skolen, Joy – som havde guidet os på turen, os med ud at spise. Vi fik kylling med alt, hvad der hører med. Så jeg smagte både kyllingefod og -hjerne, og kunne skylle ned med restaurantens hjemmelavede vin fra frugter fra bjerget. Hjernen var blævret, skrøbelig og tør, og smagte ikke godt, men heller ikke dårligt – jeg er dog glad for, at jeg havde noget at skylle ned med.

Den sidste dag på tredagsturen var intet andet end en bustur, der bare skulle overstås. Det blev den og vi endte helskindede hjemme i WenJiang igen. Alt i alt var det en rigtig fed tur.