Mod nye eventyr!

Så! Nu har jeg forsømt dette forum længe nok. Og jeg skammer mig da også lidt over det , især da jeg må antage, at jeg rent faktisk har nogle faste læsere idet min ”Antal besøgende” stadig stiger stille og roligt. Det kunne dog også være, at det blot er min far, mor og søster, der febrilsk tjekker siden et par gange om dagen i et spinkelt håb om, at jeg mod alle odds skulle have taget mig sammen og skrevet blogindlæg nummer 10. Jeg ved ikke helt, hvilket er mest sandsynligt… Mit problem med bloggen her har i lang tid nu været i stil med køkkenmagneten, som forhåbentligt stadig hænger hjemme i Frederiksholmsvej, der læser; ”At skovle sne mens det stadig sner, er som at rydde op mens børnene stadig vokser op.” Oversat til blog-sprog; hvorfor så skrive et blogindlæg når der sker noget vildt fedt i morgen, som man gerne lige vil have med? Nu er jeg så dog endt i et stort problem. For ligesom problemet med ikke at rydde op mens børnene vokser op er, at man pludseligt står men en kæææmpe oprydning, står jeg nu med et alt alt alt for stort muligt blogindlæg foran mig. Nu kunne jeg hidkalde utrolige kræfter, virkeligt tage mig sammen og efterligne Sarahs robotagtige evne til hver dag at skrive et mindre essay om de mest latterlige og ligegyldige ting, (bare rolig - hun læser ikke min blog) men det ser jeg ikke store chancer for sker. Det ville også være rart, hvis jeg kunne gå tilbage til gymnasietiden og hente min evne til at skrive en dansk stil til et 12-tal aftenen før deadline frem. Men ligesom for matematikken og fysikken må jeg antage, at det er en evne jeg ikke besidder mere uden genopfriskning, især da der ikke rigtigt er nogen deadline for blogindlæg. Men nu må jeg hellere komme i gang med at fortælle om Kina, for ellers ender dette indlæg netop som et af Sarahs. Og det ville jeg ikke bryde mig om.

Nu hvor jeg slap i midt december sidst, så ville det da være oplagt nu at starte med, hvordan vi fejrede julen i Kina. Jeg kunne fortælle om, hvordan jeg var vært for børnehavens store juleshow med alle forældrene som gæster, de mange imponerende danse- og kungfushows vi overværede, den fine middag med hele lærerstablen juleaftensdag eller hvordan vi selv prøvede at redde julen med en dansk julemiddag den 25. med hjælp fra vores daværende gæster, BR, Aske og Tine og hvor en stor og uforglemmelig succes det faktisk blev… Men det har Sarah nok allerede gjort med grufuldt mange detaljer, så det vil jeg undlade.

Jeg kunne også fortælle om en hyggelig 31. december, der dog på ingen måde kunne måle sig med en dansk nytårsaften. Med:
- En aften, hvor YouTube sørgede for både ”90 års fødselsdag” og nedtællingsur ved midnatstid.
- Et årsskifte, som blev fejret med noget rødt Asti lignende sodavandsdrik som butiksejeren insisterede på var champagne, og en nattehimmel, hvis eneste fyrværkeri var det 25-imponerende-skuds-batteri jeg havde købt for 70 kr.
- En nat som ligesom så mange andre nætter, jeg også ville kunne fortælle om, sluttede for mit vedkommende på KTV-bar med kinesiske og amerikanske venner og veninder, 12 kr per halvliter øl (bar pris – bare rolig det er slet ikke så dyrt i supermarkederne..) og en morgen med en mindre hovedpine. Men nej. Det har jeg heller ikke tænkt mig at kede jer med.

Herefter kunne jeg begynde at beskrive det fornemme bryllup vi var til, da vores ven Rain blev gift, og hvilke mærkelige ritualer og seancer hende og hendes mand skulle igennem, før hendes far kunne overdrage hende til brudgommen. Men især også her kan jeg kun forestille mig, at jeg vil komme Sarahs blog til kort. Så dette vil jeg også holde mig fra.

I stedet kan jeg fortælle kort om den fantastisk smukke én dags tur vi havde til Qingchenshan bjerget. (Udtales mere eller mindre som ”Tjing tjen shan” som virkeligt er en kliché lige i hjertet på de idéer, man havde om det kinesiske sprog før i tiden) Et bjerg, som hverken er specielt højt eller særligt langt fra Chengdu, men alligevel var belagt med det fineste tynde lag nyfaldet hvidt sne. Et bjerg så smukt med sine autentiske gamle hængebroer, snoede trapper af kinesisk arkitektur og store klippesten, der lå spredt i hvert eneste hulrum grundet det store jordskælv, der ramte Chengdu i år 2008 (og som tragisk nok dræbte 20 mennesker på netop dette bjerg, men det undlod vi at tænke på, som vi langsomt trin for trin bevægede os højere op). Nu har jeg altid tænkt på Århus som værende en storby, men når man har boet i Chengdu og er nød til at køre i 1,5 time i hvilken som helst retning for bare at komme bare lidt ud af industrien, er der intet bedre ind at indånde den klart tydeligere og renere luft fra et frodigt og blomstrende bjerg som Qingchenshan. Og som vi gik der, stort set uden andre mennesker - da vi var ude af turistsæsonen - kunne man ikke undgå at blive fuldstændigt betaget af den fantastiske kombination af grønne og hvide blade, utallige vandfald og vandløb og en smuk kinesisk pavillon i ny og næ. Fuldstændigt indhyllet i idyllen, hvor alle ens bekymringer pludseligt var langt borte og ens største problem var, at man var nød til at holde godt øje med, hvor man gik og derved gik glip af dele af udsigten.


Ovenfor fandt jeg mig lige et fint lille vandfald at bestige. Og da jeg efter et stykke tid havde provokeret de andre nok med sneboldkast, brød det hele pludseligt ud i en god gammeldags sneboldkamp på en fortryllende bjergskråning i Sichuan provinsen i Kina så smuk, at selv en dansk digter fra guldalderen ville have svært ved at beskrive det. Det var en god dag(!), men heller ikke noget jeg vil gå i detaljer med. Eller…

Nej, hvad jeg gerne vil fortælle om er børnehaven. Om et arbejde som er det hele værd, hver eneste gang man får et skævt kinesisk barnesmil tilbage i betaling. Og det gjorde da også tanken om, at der pludseligt kun var en måned tilbage i børnehaven, da vi trådte ind i januar helt ubærlig. Det fik da netop også Mads og jeg til at tænke. Danmark er sgu cool. Men Kina? Kina er fed! Vi trives her og ville egentlig ikke tilbage til Danmark lige foreløbigt. Nok har vi en hel måneds rundrejse i Kina foran os, men at skulle vende snuden med Århus derefter og ikke børnehaven var ikke noget, der faldt i god jord hos nogle af os. Så vi handlede og sendte en mail til vores leder. Og her kommer så bomben. Mads og jeg bliver i Kina i knap fire ekstra måneder (BOOM - Føl shockbølgen!) så nej vi kommer ikke hjem til marts, men i slut juni (og mor: jeg lover, at jeg nok skal komme hjem der!). Vi har lavet en deal med vores leder, hvor vi fra og med marts får en proper løn for at blive ved med at arbejde her. Vi har jo indtil videre arbejdet som frivillige, men vi kommer nu til at tjene gode penge. Handlen er netop kommet i hus i dag og det har faktisk været hovedgrunden til, at jeg har ventet så længe med dette indlæg. Jeg ville ikke røbe noget, før jeg vidste noget med sikkerhed. Men nu er den god nok. Vi forlænger vores seks måneders ophold i Kina til 10. Jeg vil lige sende en beklagende hilsen til de, der havde glædet sig til min hjemkomst til marts og især til min far, hvis fødselsdag er den dag jeg oprindeligt skulle have ankommet til Danmark på. Det beklager jeg, men jeg har det altså for godt her til at tage hjem. Hjem. Bare rolig. Det er stadig Danmark.

Nu sidder jeg ellers her på mit værelse lidt i 14, og har egentlig lidt travlt, da jeg også skal nå at have vasket gulvet, da Maria får gæster på besøg i dag og jeg forsømte oprydningen i går. Så jeg vil skynde mig at færdiggøre blogindlægget. Da jeg nok må indse, at jeg nok ikke får skrevet endnu et indlæg i januar, før vi tager af sted på vores rundrejse i Kina, vil jeg nu fortælle, hvad den kommer til at byde på. Vi har en hel måned at rejse i. Først tager vi til Beijing. Hvor vi er til det kinesiske nytår, som er aftenen til den 3. februar, og som jeg glæder mig utrolig meget til! I Beijing skal vi opleve alt, hvad der er at opleve. Det skal nok blive storslået. Herefter går turen til Xi’an, med blandt andet de berømte Terrakotta krigere og endnu et bjerg der skal bestiges. Dernæst drager vi væk fra det kolde nord og tager sydpå til den varme Yunnan provins. Her besøger vi både Kunming, Dali og Lijiang og skal helt sikkert nok opleve smuk natur sammenligneligt med Qingchanshan. Til sidst tager vi tilbage til Chengdu og mod Emei bjerget og Lashan buddhaen, som vi efter fem måneder i Chengdu forunderligt nok ikke har fået set. Første halvdel af rejsen vil vi foretage i fly, men derefter skal vi prøve kræfter med den kinesiske jernbane, hvilket jeg faktisk glæder mig en hel del til. Herefter vil datoen have ramt den 26. februar, og vi vil lige have nogle dage i Chengdu, hvor vi kan slappe af før Maria tager hjem til Danmark og Sarah rejser videre med sin mor. Men rejsen stopper ikke her for Mads’ og mit vedkommende, for vi skal have fornyet vores visa, og det kan man ikke gøre mens man er i Kina, så vi skal ud af landet. Nærmere sagt til Hong Kong. Så vi får lige en tre dages tur med alt betalt af skolen til Hong Kong, hvor vi kan få et nyt visum gyldigt til fire ekstra måneders lej i Kina. Så det bliver noget af en rejse, vi kommer ud for, og hvis den bare bliver halvt så god, som den ser ud på papir, bliver det en helt fantastisk oplevelse! Og selvom jeg godt kan mærke allerede nu, at jeg kommer til at fortryde der her på et senere tidspunkt, kan jeg godt love, at der vil komme nogle opfølgende blogindlæg om vores eventyr i Kina.